Iskiassmerter
Behandlingen af iskias smerter afhænger af smerternes oprindelse. Betegnelsen iskiassmerter, dækker nemlig over flere forskellige problematikker, som kan kræve forskellige typer af behandling.
”Iskiassmerter” beskriver smerter om løber fra ballen, ned af baglåret og som enten stopper over – eller under knæet. Ofte er smerterne ledsaget af lændesmerter, men kan også opstå alene. Iskiassmerter er et bredt begreb som beskriver symptomet, men ikke årsagen til smerterne. Generelt kan årsagen til iskiassmerter deles i tre grupper.
Iskiasnerven
Iskiasnerven er en stor samling af nervetråde (omtrent så tyk for en tommelfinger) som samles i ballen og løber ned af baglåret hvorfra nerveenderne igen forgrener sig til benet. Nerven kan blive afklemt og irriteret under ballens muskulatur, hvis denne er stram og anspændt. Hos omtrent 10-15% af befolkningen løber nerven igennem piriformismusklen og vil derfor måske have en større tendens til at blive generet. Behandlingen består som regel i at få ballens muskulatur til at slappe af og afspændes samt genoprette normal bevægelighed omkring hofte, baller og lænd. Ofte vil behandlingen indebære øvelser og træningsvejledning.
Refereret smerte fra muskulatur
Smerter omkring balle og baglår kan også stamme fra anspændt balle og lændemuskulatur, men uden reel irritation eller tryk på nerven. Dette kan skyldes såkaldt refereret smerte, hvor spænding i en muskel opleves som smerte et helt andet sted. Spændingshovedpine er et eksempel på refereret smerte som stammer fra spændinger omkring skulder og nakke.
Også her gælder det om at genoprette normal muskelfunktion gennem øvelser og bevægelse samt at behandle på eventuelle led i lænd, ryg hofte som måtte mangle bevægefrihed.
Diskusprolaps
Iskiassmerter kan også skyldes tryk på nerverne oppe i lænden. Dette vil ofte ledsages af lændesmerter og sovende fornemmelser på ben eller foden. Dette kan opstå ved at en eller flere nerver trykkes af en diskusprolaps. Du kan læse mere om behandling af diskusprolaps her.
Hvis du oplever kraftige iskiassmerter ledsaget af nedsat følesans i ridebuksområde eller nedsat evne til at holde på vand og/eller afføring skal du ringe 1813.